BoxUnix B-kuld
Født 16. november 2024
Forældre
Forældrene til vores B-kuld er Claymore von der Maineiche og vores Juno, CarZa Jonna.
Uge 1
Efter et par progesteronmålinger blev den 14. september vurderet til at være den rette dag, så vi satte kursen mod Karlstein am Main, hvor Juno skulle møde Claymore von der Maineiche. De kunne lide hinanden med det samme, og over weekenden havde vi to vellykkede parringer.
Uge 5
Juno er blevet skannet, og dyrlægen sagde, at hun venter nogle store hvalpe. Vi glæder os meget til at se, hvor mange vi mon får. Juno har taget 700 g på siden blodprøverne, hun begynder at hæve omkring bugen, og så er hun mere træt. Hun vil stadig gerne med ud at gå, men hjemme i stuen bliver kurven oftere valgt over en tur rundt med legetøjet.
Uge 6
Juno er nu begyndt tydeligt at vise, at hun arbejder hårdt på sine babyer. Hun er blevet bredere, og mælkelisterne begynder at fylde ud. Energiniveauet er uændret, men hun begyndte at udvise øget foderopmærksomhed, så vi blander nu hendes almindelige voksenmad med puppy starter - og vi har tilføjet et tredje måltid, så mavesækken ikke bliver så presset ved spisetid.
Drægtighed
Uge 7
Den seneste uge er det gået stærkt! Juno er blevet meget større, og det er tydeligt, at fostrene er stort set færdigudviklede og nu bare skal vokse. Maden er ikke altid lige interessant, men den er jo vigtig, så vi gør den spændende med lidt græsk yoghurt eller leverpostej, og så glider den alligevel ned.
Selvom maven tynger, og turene derfor ikke bliver så lange, så sørger vi for at holde Juno beskæftiget med spor i haven. Og så har vi sat fødekassen op, så Juno kan begynde at vænne sig til den.
Uge 8
Maven vokser og vokser, og mælkekirtlerne bliver fyldte. Vi kan tydeligt mærke fostrene bevæge sig i maven på hende, og Juno er træt! Vi har flyttet en seng ned i stuen ved fødekassen, så hun ikke længere skal op og ned ad trappen og heller ikke prøve at hoppe op i den højere seng i soveværelset. Juno er jo en lille puttepige, som er vant til at sove i ske med sin far.
Ved dyrlægen mente de, at de kunne tælle 7 fostre på røntgenbilledet, men de kunne ikke afvise, at der lå en eller to og gemte sig. Fostrene så ud til at have en fin størrelse, og de lå også godt placeret, så indtil videre er der ingen tegn på, at fødslen ikke skulle gå fint. Vi krydser fingre og væbner os med tålmodighed i den sidste tid.
Fødsel
Den sidste uges drægtighed var hård, og Juno sov det meste af tiden. Fredag morgen konstaterede vi temperaturfald, og fredag aften var det tydeligt, at Juno var gået i fødsel; hun var rastløs, og hun halsede, men på trods af dette fik vi dog alle sammen sovet nogle timer natten til lørdag.
Lørdag formiddag, den 16. november, og efter præcis 9 uger, gik det for alvor i gang. Den sidste del af opblokningsfasen var hård, og Juno kastede op, men kl. 11.30 bar det frugt, og den første hvalp blev født. Junos instinkter slog til med det samme, den lille blev godt og grundigt vasket, og den begyndte med det samme at søge mod mad.
Da Juno var færdig med at vaske og slappede lidt af, kunne vi komme til at undersøge lille B1, som viste sig at være en rød tæve med flotte hvide aftegninger og hvid mave. Hun vejede 460 g.
Efter en lille pause kom B2 til verden kl. 12.10, og denne gang var det en rød han med en lille hvid plet i nakken og hvide aftegninger på bryst og mave. Han vejede 500 g. Kl. 12.45 kom B3 til verden, og vi fik endnu en lille tæve. Denne gang tigerstribet med hvid blis og hvide aftegninger på bryst og mave. Hun vejede 500 g.
Allerede kl. 14 fulgte B4 efter sine søskende. B4 er en lille rød tæve med hvid blis og hvide aftegninger på brystet. Hun vejede 466 g. Herefter fik Juno en lille pause, og kl. 14.40 kom B5 til verden. B5 er en tigerstribet han med flotte hvide aftegninger og hvid mave, og han vejede 527 g.
På dette tidspunkt havde Juno været i fødsel i mange timer, og hun tog en velfortjent pause på lidt over en time, inden B6 kom til verden kl. 15.50. B6 er en tigerstribet tæve med lille hvid blis og hvide aftegninger på brystet, og hun vejede 458 g.
Ved røntgenfotograferingen havde dyrlægen vurderet, at der var syv hvalpe, så vi manglede stadig en enkelt. Tre-fire gange kunne vi se, at Juno gik i gang med at presse, men hver gang kom der enten kun væske eller moderkage. Efter to timer kontaktede vi dyrlægen, som mente, det var en god idé at komme ind, fordi hele forløbet havde varet så mange timer. B7 nåede at blive født af sig selv kl. 18.25, men vi valgte alligevel at fastholde vores aftale med dyrlægen – bare for at være på den sikre side.
Så Juno blev palperet og røntgenfotograferet, og hun havde heldigvis selv født alle hvalpe. Hun fik et skud oxytocin for at stimulere de sidste sammentrækninger, og derefter tog vi hjem igen med den lille familie. Og sidste-hvalpen, lille B7, er også en tæve, tigerstribet med få hvide aftegninger, og hun vejede 370 g.
Deres navne er: Balzac, Burns, Blake, Berlioz, Bizet, Byron og Brontë. De er opkaldt efter forfattere og komponister fra romantikken.
Hvalpedagbog
1 uge gamle
Hvalpene var kun få dage gamle, da de måtte på køretur igen. Juno havde 41 i feber, så vi skyndte os til dyrlæge, hvor hun fik et skud oxytocin og et skud kalk grundet mistanke om tilbageholdt moderkage. Det virkede heldigvis, for allerede et par timer senere, kom den sidste moderkage.
Juno klarede det hele rigtig fint og trods fem dage på antibiotika og smertestillende, så tog hun sig flot at hvalpene hele tiden.
Vi har naturligvis hjulpet hende med at holde øje med dem, men de har alle spist godt, er kommet af med urin og afføring, og de har stille og roligt taget på. Alt i alt synes vi, vi har haft en god start med vores B-kuld.
2 uger gamle
Babyerne er blevet to uger gamle, og der er allerede sket rigtig meget på bare den seneste uge. De har fået øjne, ørene begynder at falde på plads, og flere af dem er begyndt at bruge bagbenene til at gå rigtigt - om end ikke helt stabilt.
Ellers er livet i fødekassen stadig meget som første uge, hvor fokus er på at spise og sove. Vi bruger meget tid på at sidde med hvalpene, så de vænner sig til kontakt med mennesker og er trygge ved os. Vi rører ved deres poter, deres maver, deres ører osv., så de bliver helt vant til at blive undersøgt af dyrlæge og måske en dag af dommere i udstillingsringen eller til prøver.
3 uger gamle
Efter tre uger blev det tid til de første besøg af hvalpekøbere, og heldigvis var det en stor succes. Juno tog godt imod dem, og hun viste sine babyer frem og lod dem blive holdt uden brok.
Tre hvalpe har fundet deres mennesker:
Burns skal flytte til Midtfyn, og han skifter navn til Buster.
Bizet skal flytte til Vejle, og han skifter navn til Bille.
Balzac skal flytte til Midtfyn, og hun har endnu ikke fået et nyt navn.
4 uger gamle
Så er vi allerede halvvejs og hold da op, hvor er der sket meget! Hvalpene kan nu både gå og løbe, de leger med hinanden, de gør ad hinanden, og vi har introduceret dem for fast - dvs grød - føde.
Overraskende for os oplever vi, at de naturligt er meget renlige. Fra de kunne møve sig over kanten på fødekassen, begyndte de at kravle ud for at besørge væk fra deres soveplads. De første nætter betød det, at vi måtte stå op og løfte dem tilbage i kassen, da de ellers sad uden for åbningen og brokkede sig højlydt, men nu har de fået en lille trappe, og de kan selv komme ind og ud.
Endnu to hvalpe har fundet deres mennesker:
Blake skal flytte til Helnæs, og hun skifter navn til Ingrid.
5 uger gamle - her stoppede de ugentlige opdateringer desværre, for hele kuldet blev ramt af en luftvejsinfektion.
Først blev Byron ramt af hoste og vandigt opkast, og hun blev sat i behandling, men vagtdyrlægen (for det var selvfølgelig en fredag aften) mente på dette tidspunkt, at det kunne være en infektion grundet aspiration af mælk – altså et hændeligt uheld isoleret til Byron.
En uges tid senere begyndte Balzac at udvise de samme symptomer. Vi skyndte os til dyrlæge (denne gang heldigvis inden for normal åbningstid), og hun blev også sat i behandling.
Natten til fredag ugen før jul, 14 dage efter første dyrlægebesøg, blev jeg vækket af lyden af Byron, der ikke kunne trække vejret ordentligt. Hendes svælg var fyldt med slim, og den lille pige hostede og hev efter vejret. Endnu en gang tog vi af sted til vagtdyrlægen!
Der blev taget prøver fra Byron, hun blev sat i medicinsk behandling, og så blev hun lagt i iltbur for at afhjælpe det akutte vejrtrækningsproblem.
Fredag aften, efter mere end 12 timer i iltbur, fik vi endelig besked om, at Byron var i bedring, og ilten var slukket. Den lettede stemning varede desværre ikke længe, for pludselig fik Balzac det værre. Så vi tog en hurtig beslutning: vi kaldte min far over for at passe Juno, og så pakkede vi ellers alle hvalpene i bilen og kørte ind til dyrehospitalet til Byron.
Vi kunne jo regne ud, at der ikke længere "bare" var tale om aspireret mælk eller lidt forkølelse, og alle hvalpene var på dette tidspunkt mere eller mindre påvirkede. Så vi troppede op på dyrehospitalet med alle hvalpene, og vi endte med at slå i bordet og sige, at selvom de ikke vidste, hvad der var i vejen, så var det jo tydeligvis i vejen med alle hvalpene, og vi var ikke interesseret i at vente med at behandle, til de alle skulle i iltbur! i
Vi er klar over, at man ikke skal behandle med antibiotika uden grund, men når klokken er omkring midnat natten til den 21. december, og man allerede har én hvalp på kun fem uger i iltbur og en anden i medicinsk behandling, så kan risikoen for multiresistente bakterier rende og hoppe – vores hvalpe skulle behandles, og det kunne kun gå for langsomt!
Efter flere timer og flere telefonkonferencer mellem vagtdyrlægen og den dyrlæge, der havde indlagt Byron, blev de enige om, at det mest forsvarlige var at behandle alle. En undersøgelse af hver enkel hvalp viste da også, at de alle havde knitrende lungelyde af varierende grader, og under den lange ventetid havde flere af dem også haft det samme vandige opkast.
De næste par dage var hårde, for alle syv hvalpe skulle have medicin to gange om dagen, og selvom vi skiftedes til at sove hos hvalpene, så sov vi ikke rigtigt, fordi vi hele tiden lyttede efter deres vejrtrækning.
Lillejuleaften ringede de fra dyrehospitalet. Deres egne prøver var ikke tilstrækkelige, så hvis vi ville have et svar, skulle der sendes prøver til PCR-test i Tyskland og på grund af helligdagene, skulle vi ikke regne med et hurtigt svar. Og PCR-test i Tyskland kostede jo også lidt... men vi sagde ja, for vi ville gerne have et svar.
Juledagene forløb stille og roligt – altså, så stille og roligt som det kan gå med syv boxerhvalpe, for de var nogle små krudtugler trods alt.
Umiddelbart efter nytår fik vi svar fra dyrehospitalet: mycoplasma. I mennesker kan samme bakterie blandt andet føre til kold lungebetændelse. Den gode nyhed var, at vi var i gang med den rigtige behandling, og alle hvalpe var i bedring. Til kontrol på dyrehospitalet blev de erklæret raske og efter den almindelige sundhedsundersøgelse og vaccination ugen efter, kunne vi sende syv sunde og raske hvalpe ud til deres nye hjem.
Vores længe ventede B-kuld endte med at blive en større oplevelse, end vi havde regnet med, men alt endte heldigvis godt, og vi har stadig mod på at fortsætte med vores C-kuld, når Juno er klar igen til vinteren 2025/2026.